I går startede Duchesse til hvalpetræning hos Johanna. Det foregår indendørs i Munke Bjergby, nær Sorø hos Kirsten som har Etta. Der var et hold før os, så der var ikke så meget plads til at parkere, og det endte med jeg sad fast i sneen. Heldigvis var der mange søde kursister til at hjælpe med at skubbe, så jeg kom fri. og vi kunne flytte bilerne og de andre kunne komme hjem.
Endelig kom vi i gang ca. ½ time forsinket :-). Vi skulle medbring en papkasse, hulahopring, opvaskebalje, legetøj, stok, bøtte med låg, låg til target og selvfølgelig mange små godbidder, så det er lidt af et udstyrsstykke at tage til hvalpetræning, men absolut sjovere end den gammeldags rækketræning.
Vi trænede hoppe op i kasse og blive stående, hvilket Duchesse syntes var vældig sjovt, og bagefter trænede vi starten til fastfrysning af position. Hunden skal dutte snuden mod hånden og holde den der længere og længere. I starten troede hun, at hun skulle give pote (det har vi trænet hjemme), så hun skulle lige finde ud af at det kun gav belønning, når man ikke løftede poten.
De 2 næste øvelser var "elefant" og den er vi startet på hjemme, så det gik fint. Så skulle de lære at gå ind og stå eller sidde mellem førerens ben. Det gik fint, jeg lokkede med en godbid i hver hånd og valgte at hun skulle stå, da hun hele tiden tilbyder "sit". Ikke fordi vi har trænet det overhovedet, men det gør hun meget af sig selv. Til slut prøvede vi tandvisning, som vi skal øve til næste gang.
Efter at have brugt hovedet i 1 times tid, fik Etta og Duchesse lov til at lege og løbe efter hinanden - der var fuld knald på og de havde det rigtig sjovt sammen. Da jeg kom ud og skulle hjem, sad bilen igen fast, men Johanna og Kirsten hjalp - tak for det - og endelig kunne jeg køre den lange vej hjem - godt 2 timer hver vej, men der var helt ro og Duchesse sov lige til vi var hjemme lidt før midnat.
Efterår med godt og skidt
4 uger siden
Det lyder som en rigtig god gang træning. Hvor ville jeg gerne komme og se det :-) Men mon ikke vi mødes et eller andet sted :-)
SvarSletDu er velkommen, det er tirsdag aften kl. 19.20 :-). Det tager nok ikke dig ret meget længere tid at køre end jeg har. Nå spøg til side - selvfølgelig mødes vi en gang, når kong vinter er rejst hjem.
SvarSlet