onsdag den 24. november 2010

Duchesse 1 år


I dag fylder Duchesse 1 år - stort til lykke til min lille sort/hvide hertuginde. Også til lykke til resten af Bi-kuldet - Etta, Lykke og Ozzy.

Der er sket rigtig meget i løbet af hendes første år. Hun har været til hvalpe- og unghundetræning hos Johanna og lært en hel masse sjovt men også seriøst. Hun har været på Verdensudstilling, hvor hun blev nr. 3 med en 1. præmie og på skue i Vordingborg, hvor hun vandt klassen også med en først præmie.

I sensommeren har hun været til hvalpe-agility hos Tina Mette. Super god undervisning som sædvanligt, så nu er hun rustet til at starte den egentlige træning. Vi starter i ridehus til januar og skal også på et agility unghundekursus hos Natasha.

I oktober har hun deltaget i et trick-kusus hos Silvia Trkmann, som er et fantastisk hundemenneske. God træning og mange gode ideer.

Hun har også prøvet at være på får. Først syntes hun de var meget store, men da hun opdagede, at hun kunne "koste" rundt med dem, syntes hun det var sjovt.

Vi glæder os til alle de nye udfordringer til næste år. Duchesse er en super dejlig, fræk og arbejdsglad hund.

Julestemning en måned før jul

I dag er der en måned til jul og alligevel falder julesneen hvid her i Vesterborg. Jeg har kørt bilen ned til landevejen i håb om at jeg kan komme ud i morgen tidlig selvom de ikke rydder sne. Det fyger, så hvis jeg bliver holdende nede ved huset, kan vores markvej være føget til.

Sådan så der ud, da jeg kom hjem og havelågen var næsten ikke til at åbne for sne, der var frosset fast på palen.

Mit oliventræ fyldt med sne. Jeg er spændt på om det overlever til Jens kommer hjem og kan flytte det indendørs.

Hundene syntes sneen var fantastisk dejlig og jeg tænkte at jeg kunne tage et billede til julekortet, men det var for mørkt og der kom hele tiden sne på linsen. Men hyggeligt er det, når man ikke skal ud at køre, så vi gik rundt ude langs marken, altså jeg gjorde, hundene spurtede rundt på marken og Monique var på vej over til naboen, men heldigvis tog jeg hende på fersk gerning, så hun måtte blive hjemme :-)

søndag den 21. november 2010

Rally konkurrence i Herringløse

I dag var jeg til rally konkurrence med Balou og Monique i Herringløse - indendørs med koldt alligevel. Et godt arrangement, svære baner og gode præmier.

Begge hunde deltog i championklassen. Monique måtte gerne deltage i ekspertklassen, men så ville det være uden for konkurrence, så vi valgte at prøve championklassen selvom der er nogle øvelser hun endnu ikke kan. Det gik over al forventning og hun endte med 72 point og en 2. plads.

Balou havde en af sine fjolledage og havde en fest på banen, men endte dog med 75 point og endda som 1. vinder. Det var en rigtig svær bane og selvom de ikke fik mange point, var der kun de 2 hunde, der bestod championklassen.

Tak for en dejlig dag, nu glæder vi os til årets sidste konkurrence i Sorø til december.